top of page

VEDERLAGSFRI FYSIOTERAPI

Gratis Fysioterapi med lægehenvisning i Borup

Har du en henvisning til vederlagsfri fysioterapi, er du meget velkommen hos os.

Vi har gode muligheder for både behandling og træning og tilrettelægger forløbet efter din sygdom, dit funktionsniveau og det, du gerne vil kunne i din hverdag.

Målet er ikke nødvendigvis at kunne alt. Men gerne at kunne mest muligt – længst muligt.

​​Hvem kan få vederlagsfri fysioterapi?

Vederlagsfri fysioterapi er en gratis offentlig ordning for børn og voksne med bestemte varige sygdomme eller handicap.

Ordningen kan blandt andet være relevant ved neurologiske sygdomme som Parkinson og sclerose, følger efter eksempelvis blodprop eller hjerneblødning samt visse inflammatoriske gigtsygdomme.

Det er dog ikke diagnosen alene, der afgør, om du er omfattet. Der gælder forskellige kriterier afhængigt af din sygdom og dit funktionsniveau.

Du skal have en henvisning fra lægen til vederlagsfri fysioterapi.

Er du i tvivl om din henvisning eller om, hvad den giver mulighed for, må du gerne kontakte os. Vi hjælper gerne med at finde hoved og hale i det.​​

Hvad kan et forløb hos os indeholde?

Et vederlagsfrit fysioterapiforløb kan se meget forskelligt ud.

Hos os kan det blandt andet bestå af:

  • individuel fysioterapi

  • neurologisk træning

  • styrke-, balance- og gangtræning

  • træning på hold

  • træning efter eget individuelt program

  • varmtvandstræning, når det er relevant

  • rådgivning om fysisk aktivitet og træning i hverdagen

Vi har både en stor holdsal og et veludstyret træningscenter og arbejder med mennesker med meget forskellige funktionsniveauer.

Nogle har brug for tæt støtte. Andre har mest brug for det rigtige program, lidt justering undervejs – og ellers plads til at komme i gang.

Træning, der passer til dig

Vi tager udgangspunkt i det, der betyder noget i din hverdag.

Det kan være at blive mere sikker på benene, bevare styrken, komme lettere op fra en stol, gå længere, bruge en arm bedre eller ganske enkelt holde kroppen så godt i gang som muligt.

Vi vurderer løbende sammen med dig, hvad der giver mening. Derfor kan dit forløb også ændre sig over tid.

Holdtræning og neurologisk træning

Vi har særlig interesse for neurologisk fysioterapi og tilbyder træning til blandt andre mennesker med Parkinson, sclerose og følger efter hjerneskade eller stroke.

På holdene arbejder vi blandt andet med styrke, balance, gang, koordination, kondition og de bevægelser, der har betydning i dagligdagen.

Træningen foregår sammen med andre, men det betyder ikke, at alle skal lave det samme. Øvelserne kan tilpasses den enkelte.

Mulighed for træning i varmtvandsbassin

For nogle er vandet et rigtig godt sted at træne.

Vi samarbejder med det lokale varmtvandsbassin og kan bruge bassintræning, når det er en relevant del af det fysioterapeutiske forløb. Vandet aflaster kroppen og kan gøre bevægelser mulige, som er vanskeligere på land.

Vi vurderer sammen med dig, om varmtvandstræning også kaldet hydroterapi er relevant.

Varmtvandsbilled.png

Selvtræning i vores træningscenter

Vi vil gerne hjælpe dig til at være så aktiv og selvstændig som muligt – også mellem dine fysioterapitider.

Derfor tilbyder Borup Fysioterapi vores vederlagsfrie patienter mulighed for at benytte træningscenteret uden betaling efter aftale. Vi kan samtidig hjælpe med et individuelt træningsprogram, så du ved, hvad du skal lave, og hvorfor du laver det.

Det er vores eget tilbud til dig som patient hos klinikken og ikke en generel del af den offentlige vederlagsfri ordning.

Hjemmebehandling

Hvis du på grund af dit helbred eller funktionsniveau har svært ved at komme til klinikken, kan fysioterapien i nogle tilfælde foregå hjemme hos dig.

Vi tilbyder hjemmebehandling til patienter i nærområdet, når det er relevant som en del af det vederlagsfri forløb. Her tager vi udgangspunkt i de udfordringer, du møder i din egen hverdag – fx forflytninger, gang, balance, styrke eller det at kunne klare dig så selvstændigt som muligt hjemme.

Når det er muligt, arbejder vi samtidig hen imod, at du kan deltage i træning på klinikken eller på hold, hvis det giver mening for dig.

Ny patient hos os?

Har du allerede en henvisning til vederlagsfri fysioterapi og ønsker at starte hos Borup Fysioterapi, så kontakt os.

Vi starter med at se på din henvisning, din nuværende funktion og dine behov og finder derefter ud af, hvordan dit forløb bedst kan skrues sammen.

Du behøver ikke på forhånd vide, hvilket hold eller hvilken form for træning du skal vælge. Det finder vi ud af sammen.

bottom of page